Glimt fra dagene i Rumænien sept. 2013

I dag besøgte vi to familier, hvis historie fortæller noget om den store fortvivlelse og håbløshed der findes manges steder her i Rumænien. Den første familie vi mødte er lige smidt ud af deres hus, de boede til leje. og huset er blevet solgt hen over hovedet på dem. Gennem nogle naboer, der kendte nogen, som var rejst til Italien, fik de lov at bo i deres hus, ind til de engang kommer hjem igen. Huset bestod kun af de rå vægge, der var hverken døre eller vinduer i det, da de overtog det. Nu var der nødtørftigt sat en dør og et par vinduer i, der slet ikke passede i hullet. Her var hverken varme eller hygge. Manden har intet arbejde, og har ikke store udsigter til at få det, hans kone fejer fortove inde i Onesti. Hendes løn er ca. 1100 kr. pr. måned. Familien har en dreng i Missionsforbundets Skoleprojekt. Manden her har fuldstændigt tabt modet, der er ingen glæde og intet håb i hans øjne, det er som om han lader stå til med alt. Der var meget i og omkring huset han kunne gøre noget ved. Selvfølgelig – hvis det er noget der koster penge, kan det ikke gøres. De har absolut ingen penge. Han er faldet i håbløshedens sorte hul og han formår nok ikke at komme op af det igen. Som et resultat af det. er han også begyndt at drikke, og så bliver det sorte hul bare dybere og dybere. Det varer lige nogle timer inden man kommer helt over en sådan oplevelse.

Senere besøgte vi en familie der har haft flere traumatiske oplevelser. Familien består af bl.a. 9 børn. For nogle uger siden kom faderen fuld hjem og ville dræbe konen med en kniv, han hævdede, at det barn hun er gravid med ikke er hans. Familien måtte flygte over hals og hoved, til deres mormor der bor ca. 15 km. væk. Nu er de kommet tilbage til deres eget hus igen, men det er delt op i to dele, sådan at moderen og børnene bor i det ene og faderen i det andet. Det to ældste piger bor dog ikke hjemme, de er bange for deres far. Men mor og børn har været hjemme fra, har faderen solgt alt indbo til huset, så de står helt på bar bund. Da vi mødte dem i dag, havde de kun et bord i deres rum. Trods deres meget vanskelige situation, havde de energi til at begynde igen, vi opmuntrede dem til ikke at give op, men jeg kan godt se, at det er lettere sagt en gjort. Vi håber meget, at den her familie må få fred til at finde sine egne ben igen.

En ting vi måske nok vidste, men ikke har fået rigtig bekræftet før, er den store glæde som mange af ”vore” familier udtrykker ved at få besøg af os, mange har glædet sig i flere dage. Ved en familie var det første gang, de havde besøg af nogen fra et andet land. Det var en stor oplevelse for dem. En ældre kvinde sagde i dag: ”Jeg har glædet mig til at I skulle komme siden august”. Vi håber at vore besøg forsat må blive til glæde og håb.

Vi sluttede dagen med at være i børneklub, i vore lokaler, i Onesti, sammen med 18 børn og 10 voksne. Det var en rigtig god oplevelse.

(Billederne er ikke fra de omtalte familier)