mandag den 20. oktober 2014

En dag ad gangen.                                                                                                                           Tanker efter tur til Rumænien

Når jeg hjemme i vores køkken, åbner et af skabene, bugner det med madvarer. Sukker, mel, kiks lidt slik m.v., kigger jeg i køleskabet er der mælk, friske grønsager, smør, brød og meget mere.
Tur til Rumænien
Jeg var sammen med Britta (min kone) i Rumænien sept. 2014. Vi skulle besøge ca. 60 familier, der har børn i Missionsforbundets skoleprojekt for børn i Rumænien. Det er fattige familier, der ellers ville have svært ved at give deres børn en kvalificeret uddannelse. Vi besøgte dem i deres hjem, hvor mange familier bare boede i to små rum, i utætte huse, uden indlagt vand og kun varme fra det brændefyrede komfur. Men det der slog mig mest, var at der mange steder slet ikke var mad at se i huset. Der er ikke skabe til mad, der var ingen køleskabe, kun et par tomme hylder.
De går ikke i supermarkedet og køber ind til 14 dage, for der er ingen penge. Mange mennesker er arbejdsløse, og af dem der har arbejde, er rigtig mange løsarbejdere. De plukker vindruer, høster majs med hånden, hjælper til med at reparere huse o.s.v. De får løn for den dag, de arbejder, og kan så på vejen hjem købe mad, hvis de da ikke får lønnen udbetalt i naturalier f.eks. vin, som de konsumerer en stor del af, inden de kommer hjem.
Man har ikke de store problemer med hvad man skal spise i morgen, for det vil dagen i morgen vise.
Skrabeæg eller økologi
Vores luksus problemer med økologi, vakuumpakket eller ikke vakuumpakket, skrabeæg og sidste salgsdato, er ikke eksisterende for dem. Det at få mad i dag er et problem, der skal løses hver dag. På landet har man dog ofte nogle grønsager i haven, og majs på marken, måske nogle høns, eller en ko der kan malkes.  Fattige i byen er meget dårligere stillet, mange har faste udgifter, for mere end det man kan tjene, gælden vokser for hver måned, og til sidst lukkes der for el og varme. Vi stod hos en familie, hvor en stor sød pige fortalte os, at hun fryser hver dag hjemme i lejligheden.
Alligevel er rumænerne noget af det flinkeste folkefærd jeg har mødt, altid tid til at tale, smilende og venlige, sætter altid det bedste på bordet, når man besøger dem. Det billede jeg får fra aviser og TV, passer ikke på dem jeg kender.
 Men der er da ”brodne kar” I to landsbyer vi besøgte, var børn forsvundet, nogle onde mennesker stjæler børn, og bruger dem til prostitution og tiggeri i vesten. Nogle fattige mødre blev opfordret til at sælge deres piger, men det lykkes heldigvis sjældent.


mandag den 29. september 2014

Vi hørte det igen i dag, det samme som vi hørte for nogle dage siden. At børn pludselig kan forsvinde. I lørdags talte vi med en kvinde, der for nogle år siden mistede sin pige. En dag var hun der ikke mere. Fremmede mænd kommer pludselig til byen, og der forsvinder nogle piger. Politiet har enten ikke ressourcer til at gå ind i sagerne, eller er lige glade, for der sker ikke noget. Den her familien har haft lidt kontakt med deres pige, hun lever som prostitueret i Serbien, og hun kan ikke komme ud af landet, da hun intet pas har. I dag resumerede vi et besøg hos en familie, som vi besøgte for to år siden, vi kunne ikke forstå at børnene var så bange, da vi kom, men deres mor havde sagt, at de ikke måtte tale med fremmede mennesker. Nogle uger før var der forsvundet nogle børn i byen, og man vidste ikke hvor de var blevet af. Den mor som fortalte os det er fra en fattig familie, og  hun blev opfordret til, at få nogle flere børn, så hun havde nogle hun kunne sælge. Det fravalgte hun selvfølgelig, hun fortalte, at hun hellere vil kæmpe mod fattigdommen, og for sine børn. Men for nogle er nøden og fattigdommen så slem, at de falder for fristelsen til, at sælge deres børn. Der kan også være onde mennesker, der lokker børnene, og så sælger de dem til prostitution i udlandet. Ofte har man lyst til at gøre som de ortodokse, at slå tre kors for brystet, eller at sige som andre ”o domne” (o my god). Hvor der er stor nød og fattigdom, er der mange grumme skæbner. Der sker ting og sager, som man slet ikke kan forestille sig, når man bor på Harestien nr. 9 i Tylstrup. Gud gav os fra starten af en vidunderlig klode, med mulighed for at have det godt. Hvad er det dog vi er ved at gøre ved den?

fredag den 26. september 2014

Uddrag af dagbog 26.09.2014

Familien vi nu skal hen til, bor længere nede af vejen. Vi fik en meget varm velkomst. Deres gamle bedstemor var meget syg, hun havde en masse sår på benene, som ikke kunne hele. Det så ikke rart ud. Hun ville ikke på sygehuset, før vi havde besøgt dem. Hun sagde: ”At når deres gode venner fra Danmark kom, dem der havde betydet så meget for deres familie, så ville hun hilse på os. Måske det bliver sidste gang”. For nogle år siden hjalp vi også familien, i forbindel-se med at deres hus var under vand ved en oversvømmelse. 
Nu ville hun takke os (alle venner fra Danmark). Det var rørende, at høre på hendes taknemmelighed.
De to børn i familien, der er i skoleprojektet passer deres skole, drengen er ikke så dygtig som pigen, men bare han viser vilje, er det nok for mig, så skal han nok klare sig.
Inden vi gik, bad vi for familien og specielt for den gamle bedstemor. Der faldt en forunderlig ro over hende bagefter. Det var med stor glæde, vi gik ud af huset. Vi var endnu engang blevet bekræftet i projektets vigtighed. I det hele taget er der rigtig mange, der i år, har givet ekstra meget udtryk for deres taknemmelighed, for hjælp de har fået. En mor sagde: ”Det er så vigtigt for os, at vore børn kan komme i skole, og være klædt ligesom de andre børn”. En anden har sagt: ”Vi ved ikke hvad vi skulle have gjort, hvis ikke vi havde fået hjælp fra Danmark”, og en tredje har sagt: ”I kan ikke tænke jer, hvor meget hjælpen betyder for os”. Sådan er der rigtig mange vidnesbyrd.
Jeg er år efter år, igen og igen, blevet bekræftet i, at skoleprojektet har stor betydning for mange, og at den hjælp der kommer igennem de mange sponsorer i Danmark, er med til at forandre tilstanden i mange familier. Det er stort at se, at den vision som nogle mennesker fik, for ca. 7 år siden, nu bærer frugt. Dem der følger Guds vejledning, vil aldrig blive svigtet. Tak for hjælpen alle sammen.

torsdag den 25. september 2014

Iulian, der er i skoleprojekt, bor sammen med sin mormor sine forældre og en lillesøster. De har et mindre landbrug. På disse kanter er det lidt jord, en ko og en kalv, et par grise nogle høns og kaniner. Iulians mormor fortæller om, at hun i kommunisttiden arbejde på et kollektiv, det var hårdt og lønnen var ofte noget korn og en ugentlig fridag. Vi spurgte hende, om det var bedre nu, og hun svarede: Det var ikke godt dengang, og det er ikke godt nu.
Mormor insisterede på at vi skulle spise hos dem, og selvom tallerkner og gafler var lidt fedtede, blev det sådan. Vi startede med en stærk drik, der mest af alt smagte af sprit, så da mormor gik ud i køkkenet, brugte vi drikken til at desinficere gaflerne med. Maden smagte nu godt, det var mamaliga med kylling, fåreost og en meget stærk hvidløgsolie.
Iulian er en sød og frisk dreng, han klarer sig fint i skolen. De er meget, meget glade for hjælpen til skoleudstyr. Mormor bruger endda så store ord som: Jeg elsker jer. Der er mange, der er glade for hjælpen, der er mange, der har udtrykt deres tak på mange forskellige måder og i meget store vendinger, men det er alligevel første gang, at nogen udtrykker det så stort.

Da vi kommer hjem til Onesti igen, opgør vi dagens gaver til: 2 l. mælk, ca. 2 kg. hjemmelavet ost, 4 l. hjemmelavet vin, 2 x ½ l. stærk hjemmelavet snaps, flere kilo vindruer, 4 auberginer og nogle tomater. Deres gavmildhed vidner vel også om deres taknemmelighed.
Gaverne deler vi ud til andre, de næste dage, men også nogle af Elenas naboer, får del i glæderne.

Det var en rigtig god og oplevelsesrig dag - igen i dag.

mandag den 22. september 2014

Uden for byen mod Sanduleni bor en familien, det var en rigtig dårlig oplevelse. De var glade for vort besøg, og vi havde et par poser mad med til dem. Familien er i løbet af de sidste par år, to gange, sat ud af deres hus. Nu bor de i noget, der absolut ikke er værdig for menneskebolig. De har banket en hytte op af gamle døre og vinduer, som de har fået af mennesker i området, og fodret det med plastic på indersiden. Uden varme, vand og elektricitet. Komfuret står uden for. Både taget og væggene er utætte, det regner og blæser ind. Jeg har absolut ikke fantasi til at forestille mig, hvordan de skal overvintre og overleve i den her hytte. Inden for er der tre senge og et par hylder. Oplevelsen af at stå her, og absolut ingenting kan gøre, er ikke god. Man bliver så tom indeni. Man kan hverken grine eller græde. Man kom automatisk til at tænke på, hvor godt vi bor i Danmark, med varme huse, gode senge, el, vand og varme og mad til at spise hver dag

Familien var meget glade for vort besøg, vi kender dem efterhånden godt, men hvor vi ved de fleste familier, oplever en god fremgang, så er det lige modsat i den her familie. Vi håber der findes nogle muligheder for at hjælpe dem. Et eller andet må der kunne gøres.

torsdag den 18. september 2014

Dagen før dagen.

Jeg sidder på mit kontor, og tænker på turen til Rumænien. Lørdag morgen rejser jeg sammen med Britta, for at besøge de familier i Rumænien, der har børn i Det Danske Missionsforbunds Skoleprojekt. Jeg glæder mig til at gense disse dejlige mennesker og er meget spændt på, om der er sket forbedringer i deres forhold. Samtidig er jeg også lidt anspændt. Hvordan skal det hele gå? Har vi forberedt os godt nok? Ja, det er noget af det jeg vil give svar på i de næste dages indlæg på denne side.
Så er der bare en dag til, med pakning af kufferter, videokamera, computer, kamara, bibel, noter og manuskripter. Det skal nok gå.

fredag den 29. november 2013

Så er der kommet igen nyheds-/bedebrev fra Dorthe og Cornel i Onesti, Rumænien.
I brevet skriver Cornel bl.a.
Fattigdom udover alle grænser

Vi har set mange forfærdelige forhold, og har gang på gang tænkt, at nu kan det ikke blive værre. Men sandheden er desværre en anden.For et par dage siden besøgte vi for første gang en ny familie, vi har fået kontakt med, i en landsby i nærheden af Onesti. Det syn der mødte os der, skar så dybt i hjertet som aldrig før.
Et koldt mørkt hus med plastik i vinduerne og to beskidte senge dannede rammen om en familie med 8 børn. Børnenes far er blevet dræbt i en ulykke og moderen er stukket af med en anden mand. Så den ældste af børnene, en pige på 12 år har ansvar for sine syv mindre søskende, hvoraf den yngste er 8 måneder. De stakkels børn havde absolut ingenting. Der var intet tøj, ingen tæpper eller dyner, og der var ingen varme, for husets eneste brændeovn er i stykker. Vi er meget glade for at vi kunne hjælpe dem med mad, tøj og strikkede tæpper fra Danmark.
Vi ville ønske, at vi kunne hjælpe disse børn ud af denne situation. Det ville være meget bedre for dem at komme på børnehjem, men vi ved ikke om det er muligt. Børnenes bedstefar som bor i sammen landsby gør ingenting for børnene. Vi beder om at Gud må give os visdom til at handle rigtigt i denne situation”. Resten af brevet kan du læse på www.helpromania.minisite.dk

 Billede indsat i tekst 1  Billede indsat i tekst 2  Billede indsat i tekst 3
Julehjælp
Siden jeg har hørt om disse børn, for et par dage side, har jeg ikke kunne få dem ud af hovedet. Jeg kan se det for mig. Da jeg sad og læste Cornels nyhedsbrev, fik jeg den ide at foretage en indsamling til børnene.
Er der nogen af jer, der vil være med at samle ind til julegaver m.m til disse børn?
I kan overføre jeres gave til reg. 5656 konto 7563 690 547, inden d. 15. dec. og mærke beløbet ”julehjælp” så vil jeg sørge for, at der bliver købt noget ind, så de børn får en bedre jul, end de ellers ville have fået. 
Der er ikke fradrag på disse beløb.


fredag den 27. september 2013

Glimt fra dage i Rumænien sept. 2013

Endnu to dage med besøg hos vore skolebørn, nu er vi nået hele raden rundt. Alle 52 familier og 74 børn er besøgt. Det har været stort for os at se. at det arbejde så mange bruger penge og tid på lykkes. Lang, langt de fleste besøg har været gode, der er flyttet noget gennem årene. Alle er meget glade for vort besøg, vi er blevet takket ud over alle grænser, og mange har udvist så stor taknemmelighed og sagt så mange pæne ord om os, at det vil jeg undlade at gentage her. Vi har været meget velkommen alle de steder. vi har besøgt. Og vi har fået i overflod af valnødder, svampe, mælk, æg og vindruer, som tak.  Gaver som udtrykker deres varme og hengivenhed. Vi har alle steder gjort meget ud af, at fortælle, at vi bare er formidler af noget, som andre har givet. Hermed en tak til alle der støtter arbejdet i Rumænien og i 

særdeleshed skoleprojektet. En særlig tak til Tylstrup Genbrug, der gav os penge med, så alle familierne i projektet kunne få en gave på 200 Ron, ca. 350 kr. Det har gjort stor lykke.
Det har slået os igen i år, hvor stor velsignelse skoleprojektet bringer til så mange mennesker, vi har fået et utal af gode historier og oplevelser. Gang på gang har det overrasket os, den gode udvikling der er sket i de fleste familier, og vi bliver varme i vore hjerter, når vi oplever, at der gennem projektet bringes håb og glæde til mange børn og unge mennesker. Alligevel er det ikke ”lutter lagkage” der er også steder vor de svære 
omstændigheder har taget overhånd og fjernet det sidste håb, mennesker hvis sygdom har sat så stort præg på familien, at alle har mistet glæden. Familier der er flyttet til udlandet, børn der er taget ud af skolen for at tjene penge til mad. Heldigvis er de gode historier lang de fleste.
Jeg skal heller ikke undlade at takke Dorthe, Elena og Cornel for det kæmpe arbejde de lægger i projektet, igen og igen svarer de på telefonen, giver gode råd, opmuntrer, motiverer og i det hele taget lægger en kæmpe indsats i arbejdet. De nyder da også en stor respekt i alle familierne.
Når jeg skal evaluere besøgene, bliver jeg meget ydmyg og taknemmelig over, at Britta og jeg har det privilegium at være medarbejdere i det her projekt. En stor tak til både Gud og mennesker.

onsdag den 25. september 2013

Glimt fra dage i Rumænien sept. 2013

Igen en dag med mange besøg hos skolebørn. Vi har haft ret store problemer med kommunikationen, da mange af dem vi skal besøge har skiftet mobilnr. Her i Rumænien skifter man meget ofte mobilnr. Der er tit tilbud, med noget gratis taletid, og så glemmer mange at opgive det nye nr. det har volt en del problemer. Men det er da altid lykkedes til sidst alligevel.
I dag blev vi også klogere på den rumænske sygeordning, det er ikke muligt at få gratis lægehjælp, hvis man ikke har arbejde. Det er en meget uretfærdig ordning, Man kan have haft arbejde i mange år, og betalt sin skat uden at have gjort brug af sygeordningen, men det øjeblik du ikke har arbejde mere, er der heller ikke gratis hjælp. Gratis lægehjælp det er vel også meget sagt, Alle læger er korrupte, og man bliver ikke ordentligt behandlet uden at give penge ved siden af. Vi kender en kræftsyg mand, der hver gang han skal til kemobehandling, må give ekstra penge til lægen. Det går altid ud over dem, der ingenting har i forvejen. Det er ikke rimeligt, at man i EU har et sådant system, men hvad kan man gøre ved det. Den almindelige rumæner har i hvert fald opgivet at forandre systemet, man betaler og ser glad ud. Politikerne gør heller ikke noget ved det, så der går nok lang tid endnu, inden uvæsnet er udryddet. 


tirsdag den 24. september 2013

Glimt fra dage i Rumænien sept. 2013

De to sidste dage har vi været på koncentreret Skolebørnsbesøg, det har været en meget god og rørende oplevelse, men også ind imellem tager håbløsheden over. En af vore store og dejlige piger, som vi har fulgt i mange år, har fået en depression og må gå ud af skolen et år før tid. Hun har stærke smerter (psykiske) som holder hende vågen om natten. Hun har også været indlagt flere gange. Pigen fortæller, at deres lærer har presset børnene meget for at de skal få topkarakterer, så måske er det stress der har udløst hendes depression. Hun er fra en rigtig god familie, og vi tror hun kommer igen. Men da hun ikke længere går i skole, er vi nødt til at tage hende ud af projektet. Hvis hun bliver rask og får lyst til at tage det sidste år i skolen, har vi lovet at støtte hende igen. Der var også mange rigtig gode oplevelser, mange søde børn der takker for hjælpen, pigen i Albele der fortæller Britta og mig, at vi er hendes reserveforældre, den meget rørte familiefar i Dofteana der knuede mig ind til sig i taknemmelighed, og med tårer i øjnene fortalte at vi var som bedsteforældre for hele familien. Vi er nok snart, de mennesker i Danmark der har flest børnebørn. En god oplevelse var det også i Moinesti, at få at vide at den familie med 8 børn vi besøgte, hver dag beder for os og deres sponsorer i Danmark. Da vi ankom til lejligheden hvor de boede, var moderen ved at holde bibeltime for alle børnene, det gør hun så godt som hver dag. Dagen sluttede hos gode venner i Sanduleni, med en fantastisk middag og godt fællesskab i gode venners lag. Sådan et par dage giver mening med livet.



lørdag den 21. september 2013

Glimt fra dagene i Rumænien sept. 2013

Dagen begyndte med besøg hos en kvinde og hendes to børn, de var i en meget vanskelig situation, uden el eller varme i lejligheden og kvinden med flere alvorlige sygdomme, Vi gav hende en gave fra Tylstrup Genbrug, og så bad vi for hende. På trods af den sørgelige anledning, var det en god oplevelse.

Vi besøgte der efter et par skolebørn fra Skoleprojektet.
Vi sluttede dagen med en fantastisk gudstjeneste i ”vores” menighed i Onesti, dejlig lovsang med god musik og stort engagement fra både ældre og unge.

Før gudstjenesten øvede lovsangsgruppen, og to ældre damer sad ned i salen og sang med af fuld hals på alle lovsangene. Det var et flot syn. Der synges meget på gudstjenesten, og der er stor indlevelse. Cornel har en rigtig fin evne til at styre det hele på bedste måde, der er meget god atmosfære. Jeg taler om det, at Gud søger efter os, for at have fællesskab med os, fordi han elsker os, og ønsker at vi skal få det optimale ud af vore liv. Under bønnestunden sidst i gudstjenesten, er der mange mennesker der kommer frem til forbøn bl.a. en hel familie, far, mor og fire børn, der falder på knæ oppe foran. Vi beder for dem alle, og fornemmer Guds nærhed i rummet. Jeg tror Han vil svare på alle vore bønner.

fredag den 20. september 2013

Glimt fra dagene i Rumænien sept. 2013

I dag besøgte vi to familier, hvis historie fortæller noget om den store fortvivlelse og håbløshed der findes manges steder her i Rumænien. Den første familie vi mødte er lige smidt ud af deres hus, de boede til leje. og huset er blevet solgt hen over hovedet på dem. Gennem nogle naboer, der kendte nogen, som var rejst til Italien, fik de lov at bo i deres hus, ind til de engang kommer hjem igen. Huset bestod kun af de rå vægge, der var hverken døre eller vinduer i det, da de overtog det. Nu var der nødtørftigt sat en dør og et par vinduer i, der slet ikke passede i hullet. Her var hverken varme eller hygge. Manden har intet arbejde, og har ikke store udsigter til at få det, hans kone fejer fortove inde i Onesti. Hendes løn er ca. 1100 kr. pr. måned. Familien har en dreng i Missionsforbundets Skoleprojekt. Manden her har fuldstændigt tabt modet, der er ingen glæde og intet håb i hans øjne, det er som om han lader stå til med alt. Der var meget i og omkring huset han kunne gøre noget ved. Selvfølgelig – hvis det er noget der koster penge, kan det ikke gøres. De har absolut ingen penge. Han er faldet i håbløshedens sorte hul og han formår nok ikke at komme op af det igen. Som et resultat af det. er han også begyndt at drikke, og så bliver det sorte hul bare dybere og dybere. Det varer lige nogle timer inden man kommer helt over en sådan oplevelse.

Senere besøgte vi en familie der har haft flere traumatiske oplevelser. Familien består af bl.a. 9 børn. For nogle uger siden kom faderen fuld hjem og ville dræbe konen med en kniv, han hævdede, at det barn hun er gravid med ikke er hans. Familien måtte flygte over hals og hoved, til deres mormor der bor ca. 15 km. væk. Nu er de kommet tilbage til deres eget hus igen, men det er delt op i to dele, sådan at moderen og børnene bor i det ene og faderen i det andet. Det to ældste piger bor dog ikke hjemme, de er bange for deres far. Men mor og børn har været hjemme fra, har faderen solgt alt indbo til huset, så de står helt på bar bund. Da vi mødte dem i dag, havde de kun et bord i deres rum. Trods deres meget vanskelige situation, havde de energi til at begynde igen, vi opmuntrede dem til ikke at give op, men jeg kan godt se, at det er lettere sagt en gjort. Vi håber meget, at den her familie må få fred til at finde sine egne ben igen.
En ting vi måske nok vidste, men ikke har fået rigtig bekræftet før, er den store glæde som mange af ”vore” familier udtrykker ved at få besøg af os, mange har glædet sig i flere dage. Ved en familie var det første gang, de havde besøg af nogen fra et andet land. Det var en stor oplevelse for dem. En ældre kvinde sagde i dag: ”Jeg har glædet mig til at I skulle komme siden august”. Vi håber at vore besøg forsat må blive til glæde og håb.

Vi sluttede dagen med at være i børneklub, i vore lokaler, i Onesti, sammen med 18 børn og 10 voksne. Det var en rigtig god oplevelse.

(Billederne er ikke fra de omtalte familier) 



torsdag den 19. september 2013

Glimt fra Rumænien sept- 2013

Dagens skolebørnsbesøg begyndes ved 09 tiden. Vi kører til en familie nogle kilometer vest for landsbyen Sanduleni, her bor en mor, der er alene med fire børn. Hun er et godt eksempel på, hvad en energisk og motiveret mor kan få ud af næsten ingen ting. Hun har mark med majs, stort stykke med tomater, grøn peber og andre grønsager samt et stort stykke mark med blå og grønne druer. Familien har ingen indtægter, de er meget fattige, men alligevel er der rydeligt og ordentligt alle steder. Senere møder vi en familie, hvor der er to forældre og kun et barn, men alligevel flyder mange ting, og det stykke jord der er deres have, er bare et stort stykke ukrudt. Dem der virkeligt tager ansvar for familien, når meget længere end dem der bare lader stå til – men sådan er det vel altid her i livet.

Vores dag i dag, slutter med, at vi deltager i en gudstjeneste i Sanduleni, der er ikke så mange til stede, men vi har en rigtig god dagsammen med vore venner der. Vi slutter med samvær med vore skønne venner Valentin (formand for menigheden), og hans kone Cornelia.

onsdag den 18. september 2013

Glimt fra dagene i Rumænien sept. 2013

Onsdag d. 18.

I dag er vi gået i gang med at besøge vore dejlige skolebørn, og igen er vi blevet forundret over, hvor store og voksne nogle af dem er blevet. Børn som vi for 4-5 år siden lærte at kende, er nu unge mennesker. Det er godt at se, at de udvikler sig i den gode retning.
Igen er vi også blevet forundret over, hvor stor udrejsen til Vesteuropa er, i næsten alle de familier vi har besøgt, er der nære familiemedlemmer eller bekendte, der er rejst fra Rumænien. I mange af vore familier er der også fædre, mødre eller søskende der er rejst, og i nogle tilfælde er hele familien rejst. Italien og Spanien er de fortrukne steder at rejse til, ikke i første omgang fordi der er mest arbejde, for det er nok ikke tilfældet, men mere fordi der er et sprogfællesskab med disse lande.
Fattigdommen, de dårlige huse, de dårlige forhold for syge, rodet og håbløsheden møder en med dobbelt effekt, når man lige er ankommet fra et rigt og velordnet samfund. Det vil nok vare nogle dage inden man rigtig finder fodfæste igen.
Den første familie vi besøgte i dag, levede under utroligt ringe forhold, de havde 7 børn. Det var ikke til at forstå hvor de fik alle de børn placeret, når de skulle sove. Efter at vore gode medarbejdere, her ude, har mødt dem, er livet blevet noget nemmere for dem. De har fået dyner og et par senge og et gammelt værelse er repareret, så nu er pladsen blevet bedre. To børn fra denne familie er kommet med i Missionsforbundets Skoleprojekt.

Vi har i dag besøgt 6 familier og hjulpet nogle gamle damer i vores blok med en god pose madvarer. Vi har hørt på så meget rumænsk snak, så vore ører er godt trætte, de mange nye ord og lyde fylder godt inde i hovedet.

fredag den 1. marts 2013

Over 22 år er gået

Det er nu over 22 år siden at kommunismen  i Rumænien kollapsede. Mange forventede, at der i årene lige efter skulle opstå en mærkbar forandring. Vi skriver nu 2013, og Rumænien mangler stadig meget i, at de mest basale sociale ydelser er tilstrækkelige, uddannelse, sundhed og børns rettigheder sætter stadig dybe spor. Når man bevæger sig rundt i landet, er det specielt den store forskel der er mellem bybefolkningen og landbefolkningen, der springer i øjnene, og det ser ud til, at forskellen bliver ved at vokse.
I mange af de mest udsatte landsbyer, er børn overladt til sig selv, fordi den voksne del af familien er taget til Vesteuropa for at finde arbejde. Der skal ikke megen fantasi til at forestille sig, hvordan deres skolegang bliver. Det hævdes, at 1 ud af 4 ikke tager de sidste tre år af skolegangen p.g.a begrænsede ressourcer. Nordøstrumænien er en af de fattigste regioner i Rumænien, mange forlader, i disse landområder, skolen fordi familien ikke kan finde midler til skoleuniform, tøj, sko, skolematerialer m.m. De store afstande og de dermed voksende transportudgifter øges også i de ældste klasser, også det er årsag til at mange opgiver skolen.
Fattigdom er årsag til at børn ikke går i skole, når der mangler mad på bordet, bliver det at tjene nogle på Lei vigtigere end at uddanne sig.

Ude på landet ligger mange små landsbyer spredt ud mellem bakker og skove, der er ikke noget stabilt arbejde, man får lidt markarbejde her, og lidt reperarationsarbejde der, og ofte får man lønnen i kartofler, vin eller andre naturalier. Fattigdommen gør også, at maden bliver ensartet og ikke god nok. Mameliga (majsmelgrød) og lyst brød er hovedbestanddelen af landbefolkningens mad, det kan nok mætte, men er ikke nærende og vitaminrig nok. Desuden er husene på landet, mange steder meget dårlige, det er nok noget af det der mest ekstremt, utætte tage, dårlige vinduer og lergulve er ikke just det bedste til at modstå de meget hårde vintre i Rumænien.

Børnedødeligheden i Rumænien er det dobbelte af EU gennemsnittet.

Så står man der og tænker: ”Kan jeg gøre noget ved det?” Det kan vi måske. De problemer som alle børn i den 3. verden står over for, har næsten altid den samme årsag – nemlig fattigdom. Du kan ikke ændre hele verden, men ved at sponsorere et skolebarn, kan du gøre noget, der gør en forskel for et barn og familien. Støt et barn giv en familie fornyet håb, bliv sponsor for et barn i Det Danske Missionsforbunds Skoleprojekt i Rumænien. Henvend dig gerne på brar98@gmail.com.


mandag den 26. november 2012



Alene hjemme
Af Arne Hansen

Ca. 5 mil. rumænere tager hvert år til udlandet for  at finde lykken der. l jagten på status, penge og et bedre liv, er Vesteuropa det fortrukne mål.
En meget stor del af dem har børn, som bliver efterladt hos den ene af forældrene, eller hos en nær slægtning, hvis begge forældre rejser. Det kan også være en nabo, der tager sig af børnene.
Nye tal, fra 2011, viser at ca. 350.000 rumænske børn lever uden en far eller en mor. For mange af de efterladte børn, har det store omkostninger til følge. Selv om forældrenes intention er at hjælpe deres børn til bedre materielle vilkår eller en bedre uddannelse, så efterlades mange børn med store traumer, som for det meste aldrig bliver bearbejdet. Det at forældrene gør det for børnenes skyld, giver børnene skyldfølelse af, at det er deres skyld at far og mor er rejst, og derfor siger de ikke noget om deres følelser. For mange børn og unge ender det i druk, stofmisbrug og depression, og ikke så få vælger at begå selvmord.
I mange lande har rumænere et dårligt rygte, men det store flertal rejser til Europa for at arbejde, og for det meste er deres arbejde meget hårdt. Det er bare ikke så tit, det er dem man hører om.
Men bare det at efterlade sine børn og nærmeste familie, for at rejse til en uvis fremtid i udlandet, er ikke bare noget man gør for sjov. De fleste af forældrene kender de perspektiver, der er for deres børn, når de rejser, men hvad skal man gøre, når der ikke er mad til at mætte familien med.
Jeg synes det er tragisk, vi har fået ansvar for jorden og dens afgrøder, men af grådighed vælger mange at skrabe til sig selv, så man har meget mere end nok, og så efterlade en masse mennesker i sult, armod og nød.
Jeg tror ikke det var Guds mening, at det skulle udarte sig sådan, da Han efter skabelsen sagde:
”Forplant jer og bliv mange, så I opfylder jorden og underlægger jer den! I er herrer over fiskene, fuglene og alle de andre dyr på jorden.« 29Gud fortsatte: »Se! Jeg har givet jer alle de frøbærende planter på jorden og de forskellige frugttræer; dem skal I spise af. 30Og jeg har givet græsset og urterne til føde for dyrene og fuglene.« Det skete, som Gud havde sagt. 31Og Gud betragtede sit værk, og han glædede sig over det. Hermed sluttede den sjette dag. (1. Mos. 1:28-31).

Missionsforbundets skoleprojekt i Rumænien, er med til at imødekomme sådanne familier, hjælpen fra sponsorer i Danmark, gør ofte den forskel, at både far og mor kan blive ved familien i Rumænien.
Vi har desværre også oplevet at meget vanskeligt stillede familiers besværligheder, er blevet for store, og de ser ikke anden mulighed ens at efterlade børnene hos deres bedsteforældre.
Men langt de fleste har, gennem hjælpen fra Danmark, fået håb og tro på fremtiden, og har valgt at finde arbejde i Rumænien (hvilket er meget svært) og blive ved familien, eller valgt den næst bedste løsning, at kun en af forældrene rejser til udlandet.

lørdag den 24. november 2012


Udvandring – et sygdomstegn
Af Arne Hansen

Fra Danmark udvandrede der tusindevis mennesker i sidste halvdel af 1800 og helt op til begyndelsen af 1. verdenskrig. Man regner med, at ca. 300.000 personer udvandrede i den periode til USA, og ca. 270.000 af dem bosatte sig i USA. I Danmark var indbyggerantallet på dette tidspunkt ca. 2 mil., så det var en ret stor % af befolkningen, der søgte udenlands. På Lolland og Falster udvandrede ca. hver 10. person.
Der var selvfølgelig flere forskellige årsager til denne udvandring, man taler om Push (skubbe væk) og pull (trække til) effekter.
Dengang var push-faktorer f.eks. stor befolkningstilvækst, arbejdsløshed, marginalisering af de fattig. Pull-faktorer kunne være, at man så USA som et lykkeland, mulighed for socialt opgang, og man kunne tjene mange og hurtige penge.

Når man i dag iagttager den store indvandring der er fra Rumænien, er der mange af de samme faktorer der gør sig gældende, der er i hvert fald både nogle push- og pull-faktorer, der resulterer i, at så mange rumænere søger vest på.

Push-faktorer.
Når mange mennesker forlader deres hjemland, kan der være mange faktorer, der gør sig gældende. Årsagen til at så mange søger lykken i Vesteuropa, kan være mange, men især nogle nedenstående grunde, gør sig gældende.
·         Arbejdsløshed og fattigdom.
·         Ingen fremtidsudsigter
·         Korruption og tillidsbrud

Arbejdsløshed og fattigdom
Den gennemsnitlige arbejdsløshed i Rumænien er på ca. 8 %, men i nogle områder af landet og i landbefolkningen er det tal langt højere. I Nordøstrumænien er tallet nok snarere i nærheden af 30 %, det er da også fra det område, der er flest der rejser til udlandet. I store dele af det nordlige Rumænien, er der flere landsbyer, hvor der næsten ikke er mænd tilbage.
Med i arbejdsløsheds statistikkens tæller nok heller ikke dem, der ikke har fast arbejde, men finder nogle timer fra dag til dag.
Fattigdommen er også en stor push-faktor. Langt hen ad vejen er den jo også afhængig af arbejdsløsheden, men også de lave lønninger og de stigende fødevarepriser udhuler de i forvejen meget lave lønninger. I de sidste år er mange leverandører af vand, el, gas o.s.v. blevet privatiseret, og det er resulteret i meget høje prisstigninger på disse ydelser.
Disse prisstigninger er årsag til, at mange mennesker må fraflytte deres bolig, og må genhuses i meget, meget dårlige boliger.

Ingen fremtidsudsigter
På grund af de ovenstående faktorer, ser mange rumænere negativt på fremtiden, de mister motivationen og livsgnisten, og ser ingen mulighed for at skaffe mad og bolig til familien. Den sidste overlevelsesmulighed, er for mange, at en eller flere fra familien får arbejde i udlandet.
Mange tusinde af dem der har en god uddannelse, kan ikke tjene penge nok i Rumænien, derfor er der flere og flere der rejser vest på. Selv med en god universitetsuddannelse kan man ikke tjene så meget i Rumænien, som man kan ved f.eks. at passe grise, eller køre med reklamer i Danmark.

Korruption og tillidsbrud
En stor stressfaktor for mange mennesker i Rumænien er korruptionen, som, selv så mange år, efter systemskiftet først i 1990’erne, stadig trives i bedste velgående. I store dele af de offentlige og statslige systemer er det meget svært at komme igennem, hvis ikke der udbetales penge ”under bordet”. En af de steder hvor dette galskab florerer tydeligst er i sundhedsvæsnet, den der kan give læger ”en bonus” kommer først i køen, og får den bedste behandling. Ofte kan man slet ikke komme til, hvis ikke der gives sorte penge.
I det hele taget kan tilliden til de statslige systemer ligge på et meget lille sted, man bliver skuffet over en eller anden skrankepave, der ikke tager den fattige alvorligt, dem der ikke kan give lidt ”smøring”, er meget ofte dårligt stillede. Det samme gælder stort set hvad angår politikere.

Pull-faktorer
Selv om der selvfølgelig er en masse gode grunde til at blive i Rumænien og hos sin familie, er der meget, der virker tiltrækkende på en stor gruppe mennesker i Rumænien.
Det er bl.a.:
·         Eventyret om mange penge.
·         Social optur.

Eventyret om mange penge
Rigtig mange rumænere tror, at lykken ligger et eller andet sted og venter i Italien, Spanien, Tyskland, Danmark eller et andet sted i Vesteuropa. Ind imellem kan man godt have på fornemmelsen, at de tror ”penge vokser på træer”, så når man har brug for nogle, kan man bare plukke ned. Man ser et stor og rigt eventyr forude. Drømmen om sådanne tilstande lever i bedste velgående, og da der er mange rumænere fra landbefolkningen, der samtidig ikke er så godt uddannet, har sådanne rygter og påstande god levedygtighed i disse områder.
For mange bliver oplevelsen en helt anden, man møder mennesker der vil udnytte dem, der fortælles om store penge, og gode boligforhold, men det bliver tit et møde med løgn, udnyttelse og boligforhold, der ligner det, de kommer fra. Disse historier trives ikke så godt, man er ikke meget for at indrømme, at man blev snydt.
En anden faktor, som man ikke får fortalt, er den ret høje skat, større udgifter til bolig og mad m.m.

Social optur
Dem der kæmper for det, og er indstillet på at arbejde hårdt under alle forhold, kommer da også hjem med mange penge. I f. eks. Danmark kan man tjene ca. 10.000 kr. efter skat, på at dele reklamer og aviser ud. For mange af de rumænere, der har arbejde i Rumænien, er en månedsløn på omkring 1000 kr. en rimelig løn.
Når rumænere så kommer hjem igen, efter nogle måneders arbejde i udlandet, kan de købe ny mobil, begynde at bygge hus, eller købe en flot bil, eller købe mærkevare i sko og tøj. Da disse mange statussymboler betyder meget i Rumænien, får man i lokalsamfundet straks en bedre social status, hvilket kan åbne veje for nye indtjeningsmuligheder.
Drømmen om at kunne købe alle disse mange rare sager lever meget højt blandt fattige rumænere, ja det kan nærmest være en besættelse.
Det man dog tit ser, er at mange formøbler sine surt tjente penge, i løbet af meget kort tid, og så skal man enten af sted igen, eller leve som før.




lørdag den 29. september 2012


Så er vi hjemme igen.
Efter en god og planmæssig hjemrejse, sidder jeg nu i Tylstrup og evaluerer turen, og de opgaver vi skulle løse i Rumænien.
Det er måske ikke det smarteste, at man evaluerer sig selv, det kan selvfølgelig blive lidt fordrejet indtryk, man giver.
Projektfamilie

Skoleprojektet er et rigtigt godt projekt, det fungerer på (næsten) alle måder, som vi ønskede det skulle fra starten. Tilbagegangen i den globale økonomiske situation, gør dog at nogle af børnene i de sidste to år har, har forladt skoleprojektet, før vi kunne ønske det, enten for at finde arbejde i udlandet, eller for at hjælpe familien.

Nogle familier kan simpelt hen ikke undvære den lille indtægtskilde, som barnets arbejde kan give.
Det at skaffe mad fra den ene dag til den anden, optager al tid og alle ressourcer, så man har ikke overskud til at tænke de langsigtede tanker, som f.eks. barnets uddannelse. Vi talte med en familie som havde 7 børn, nogle aftner var de nødt til bare at drikke the. Det var deres aftensmad.
Det er ikke så let at motivere og vise sådanne familier, at barnets fremtid er bedre sikret med en uddannelse. Hvis vi kan motivere forældrene, lykkes projektet altid.
Det er dog langt de fleste af børnene fra projektet der tager 12. kl., hvilket er det samme som 3.G.
Flere af de unge (mest pigerne) tager nogle videregående uddannelser, på nogle specielle fagskoler. Det er flot, for det er ikke let. Mange af børnene skal betale 200 – 300 kr. i transport om måneden, kun de dygtigste får refunderet transportudgifter.

Dorthe og Cornel med regnskab og bon'er for skoleprojektet
Besøg, indkøb, information og kommunikation står Dorthe, Cornel og Elena for. Det er et suverænt arbejde de udfører, de har meget god kontakt, med de fleste familier, og har familiernes fulde tillid. Det kan simpelt hen ikke gøres bedre. Efter at vi har besøgt børnene og talt med forældre, forstår vi, at den kontakt er meget vigtig for dem. Det er et stort arbejde, der kræver en del ressourcer, og især Elena gør et meget fint job med familiekontakten.
Jeg vil gerne på disse sider sige tak til vore engagerede medarbejdere i Rumænien, uden det kæmpe arbejde og den entusiasme de lægger i projektet, var der meget store chancer for at noget ville mislykkes. TAK

Den sidste aften talte Britta og jeg om, at vi blev mere og mere glade for at være danskere, at kunne forlade Rumænien og tage hjem til vore trygge hjem og omgivelser i Danmark. Bare at skulle købe ind til at bage en kage, kan være vanskeligt, måske skal man i tre butikker for finde hvad man skal bruge. 1 gang om måneden bruger Cornel en dag på at betale regninger, el, gas, vand m.m. på mange forskellige kontorer, ofte med to tre timers ventetid. Sundhedsvæsnet er også en historie for sig selv, hvis ikke man betaler ”et lille tilskud” kan man ikke altid være sikker at blive behandlet optimalt. For familier med mange børn, eller megen sygdom, har sådanne omstændigheder store konsekvenser.
Britta med børn fra Caiuti
Ind imellem kan man godt føle sig dårligt behandlet i Danmark, eller systemet er for ”firkantet”, eller at de gamle ikke bliver behandlet efter fortjeneste osv., men efter nogle dage i Rumænien, kan man godt leve med sådanne skavanker.

Vi er nu hjemme – godt trætte i hovedet, og tankerne løber noget i ring, men om nogle dage begynder de forskellige oplevelser nok at boble op. Vi er glade og tilfredse – missionen lykkedes.


torsdag den 27. september 2012


Onsdag d. 26.09.
I dag er vi så blevet færdige med at besøge børnene i Missionsforbundets Skoleprojekt, det har været er begivenhedsrig rejse rundt omkring i mange små landsbyer omkring Onesti, men også i Onesti.
Det tænker man ikke på, når man i julen spiser valnødder

Vi er blevet beriget på så mange planer på denne tur, det har været så stort at møde alle vore gode venner igen, og at se den udvikling, der langt de fleste steder, trods alt, er sket. Det har været træls at se, den udvikling den økonomiske krise og tørken i år, har haft på mange fattige og nødlidende mennesker.
Ofte har vi været jublende glade, men sorg, sult og fattigdom har også været en del af oplevelserne. Den store hjælpeløshed og magtesløshed, som man føler, når man står i et hjem, hvor der ikke er nogle menneskelige muligheder at få øje på. Man bliver lige i taget lidt trist, og man kan let forfalde til at give Gud noget af skylden. Hvorfor?

Vi har haft et fantastisk vejr, og det topper her sidst i september med over 30 grader hver dag, Kun sidste fredag var det regnvejr, og det var et godt og tiltrængt regnvejr, der varede et helt døgn. Ellers har det været en vandring i korte ærmer eller T-shirts. Det har uden tvivl gjort oplevelsen bedre.
Rumænske vinmarker

I dag har vi bl.a. mødt en stor pige, hun kommer fra meget vanskelige vilkår, det er ikke altid hendes familie holder så godt sammen, og der er også lidt kvaler mellem far og mor. Pigen går i 12. klasse og har ambitioner om, at komme videre med sin uddannelse, det synes jeg er meget flot, og vi motiverer og opmuntrer hende til at holde fast i den beslutning.
Det er så let bare at give op, måske der ikke er så gode udsigter for et job senere, eller måske for at få et job her og nu. Det er ikke altid så let at vælge det rigtige, specielt ikke hvis far og mor stort set er lige glade.

Vi rejser hjem i morgen, vi kører tidligt fra Onesti, og er i Aalborg 22.15.
Mine afsluttende bemærkninger skriver når jeg er kommet til Danmark

tirsdag den 25. september 2012


Tirsdag d. 25.09.
Hos familie i udkanten af Onesti

Jeg sidder her en sen aften, godt træt i hovedet, det har været en lang og begivenhedsrig dag. Den slutte i Albele med spisning ved Lidia og Ion ved 20 tiden.
De forskellige indtryk har ikke rigtig fæstet sig endnu, det hele snurrer bare rundt i hovedet. Men skal jeg i korthed sammenfatte alle dagens indtryk er det først og fremmest glæde, glade børn og familier, der føler det som et stort privilegium at være i Missionsforbundets skoleprojekt. Man kan ikke blive træt af at se glade mennesker. Det næste store indtryk er taknemmelighed, nogle giver udtryk for det med fine ord, andre med et stille smil og mange med en lille (naturalier) gave, valnødder, en flaske mælk, kage og mange andre ting. Vi fornemmer en stor og dybtfølt glæde over vort besøg. Når man kommer fra det nordlige Jylland, hvor taknemmeligheden udtrykkes i noget mindre doser, så er det berigende at opleve rumænernes store ord og mange gaver.
Der plukkes druer

Næsten alle rumænere, der bor på landet, brygger i disse dage vin, inden vinen gærer er der en dejlig vindruesaft juice, den har jeg i dag fået serveret så meget af, at min mave er helt ”sur” og kommer med en ildevarslende knurren. Denne juice kalder rumænerne ”Must” og der er et nyt ord vi har lært i dag. Tak hedder på rumænsk ”multumec” men vi har i dag omdøbt det til ”mustumesc”


Da vi nu kun mangler at besøge to familier i skoleprojektet, kan vi allerede nu konkludere at Missionsforbundets skoleprojekt i Rumænien er en succes. Hjælpen over en længere periode er en suveræn måde at hjælpe på, man kan se den udvikling. der sker og man får et dejligt og godt bekendtskab og tillidsforhold. Flere af de piger der begyndte som små søde piger, er nu flotte store og unge piger, og flere af dem med ambitioner om at nå længere end den obligatoriske uddannelse.
På vej til Albele
For de unge der bor på landet, er transportudgifter dog en større og større udfordring, når de f.eks. skal tage de ”store” klasser i Onesti.
Jeg er en smule stolt og glad over, at vi nogle dage i 2004, hjemme i Bethaniakirken i Tylstrup og sammen med Cornel, udviklede et projektforløb, der senere dannede rammen for Missionsforbundets Skoleprojekt i Rumænien. Det er stort når man ser tilbage, og opdager at kunne se Guds finger forløbet.
Der er kæmpet mange kampe, grædt mange tårer, tændt mangt et håbets gnist, der er slugt nogle kameler, set megen sorg og med underen har vi erfaret, at nogle mennesker havde en anden dagsorden, end den der var vor. Men konklusionen p.t. kan kun blive (med chance for at det er set gennem farvede briller) et rigtig godt indtryk. Det forandrer familier, og bringer håb og glæde til rigtig mange mennesker.
Vi sluttede dagen hos Lidia og Ion i Albele (alle der har været i Albele har spist hos dem) to fantastiske mennesker, der ud over alle grænser er gæstfrie. Den gæstfrihed og opofrelse som man møder her, har jeg ikke mødt nogen andre steder i verden. Her på siden vil jeg også rette en speciel tak til jer (de ser det nok ikke, for i Albele er der ikke mange på nettet) I er et forbillede for mange mennesker, og jeres gæstfrihed er vi mange der kan lære meget af.
Hos vore gode venner i Albele


Det der med lopperne, jeg skrev i går, var åbenbart bare ønsketænkning, det er begyndt at klø nye steder igen i dag. 

mandag den 24. september 2012


Mandag d. 24
I dag skal vi på besøg ved nogle skolebørn igen. For det meste er det en rigtig god oplevelse, hvor vi ser, at i årene er der sket en fremgang. Så kan man rigtig glæde sig over, at det ikke er ”spildte kræfter” man har lagt ind i projektet.
Der ingen luksus af nogen art, alt ånder af fattigdom

Den første familie vi besøger i dag, er det ikke gået sådan, det plejer at være en familie med megen energi, med en god have hvor grønsager står godt, og der er luget for ukrudt.
I denne familie kan vi læse den generelle tilbagegang, i Rumænien, blandt de mest udsatte. Inde i huset har den utætte kakkelovn sodet vægge og loft til, der er plastic for vinduet og ikke spor hyggeligt. Ingen af forældrene har arbejde, der er lukket for el., der er ingen mad at se nogen vegne. Manden fortæller at det vil koste ham ca. 2100 kr. at fyre i kakkelovn og komfur i løbet af vinteren. Det er, for denne familie, et astronomisk beløb. Resignationen er tydelig, opgivelsen lyser ud af øjnene på begge de voksne, og det præger naturligvis også deres barn. Haven er ikke så velplejet som sidste år, tomatplanterne ligger hen ad jorden, og der er ret meget ukrudt. Det er ikke let at komme på nogen opmuntring, der ikke vil lyde tom. Det ville have været godt med et mini bespisningsunder her. Vi føler os magtesløse, det er ikke let. Vi kan på vegne af Tylstrup Genbrug overrække familien en pengegave, den rækker nok ikke så langt, men der gør lykke, de bliver meget rørte over gaven, og deres taknemmelighed, både over for den aktuelle gave og pengene til drengens skoleudstyr, er velmenende og meget varm. Selv om denne familie i dag havde fået er rigtig god oplevelse, en oplevelse som de nok ikke får flere af i år, og måske aldrig, så var det med stor tristhed i hjertet vi kørte der fra. Om man dog bare kunne komme på noget, der kunne hjælpe denne familie, evt. et arbejde der kunne forsørge dem, men der er ikke mange muligheder for job, når man er på den forkerte side af 50 år.
Der er måske nok mennesker i Rumænien, der ikke ønsker at arbejde så hårdt, men her er virkelig en mand, der ønsker et job, så han kan forsørge sin familie.
Jeg kan slet ikke forestille mig hvordan en sådan familie, vil kunne holde deres dreng i skole, hvis ikke de fik hjælp gennem vort Skoleprojekt, og så den hjælp de, fra tid til anden, får gennem det sociale arbejde, som familien Pascu på fornemste måde yder også til dem.

Det var heldigvis ikke lige så galt ved det næste besøg, den familie bor ude på landet, og har nogle dyr, men der er ikke noget at prale med, der er dog lidt mere optimisme og tro på fremtiden.
Selv om vi ind imellem synes vi har det lidt svært i Danmark, er det ikke på nogen måder noget, der står mål med de familier som har børn i Missionsforbundets Skoleprojekt.

Vi er stolte og glade over, at vi må være med til at yde denne indsats for fattige mennesker i Rumænien. Vi møder en glæde og venlighed, som ikke bliver så mange andre mennesker til del. En af de store oplevelser er, at de familier vi besøger, vil så gerne give udtryk for deres glæde, og selv om rumænerne er et meget talende folk, giver mange også udtryk for deres glæde med en lille pose æg, et stykke ost, vindruer, æbler, honning og flere vil også gerne slagte en høne til os, men det har vi ind til nu fået afværget, erfaringen fra tidligere år siger os, at den godt kan være noget sej. Vi oplever en meget stor glæde ved at give, vi kan ikke bruge så meget af det vi får, så noget af det, giver vi videre ved nogle af de næste besøg.
Her ude er det stadig hestevogn, der bliver brugt mest 

I dag er også dagen, hvor jeg har fået udryddet lopperne på mit luksuslegeme, biddene er ophørt, men det svider dog lidt hist og her endnu. Da jeg af gammel erfaring ved, at de rumænske lopper er meget glad for mig (Britta lader de være i fred) har jeg medtaget noget Aloe Vera creme fra Føtex, det tager den værste svie, så jeg ikke skal gå og kradse mig hele tiden. Håber ikke jeg får nogle de sidste dage, jeg er ikke så meget for at importere dem til Harestien 9.

Om aftenen havde vi besøg af Ena og Kjeld http://www.lykkeromania.dk gode danske venner, der nu bor i Onesti og arbejder med evangeliske og sociale projekter i Rumænien

søndag den 23. september 2012

Fra gudstjenesten i Onesti

Lørdag og søndag
Dorthe og Cornel leder i lovsang
Jeg har slået lørdag og søndag sammen, der er ikke sket så meget, som har med vore projekter at gøre. Og dog så var vi lørdag eftermiddag/aften til en skøn gudstjeneste i Onesti. Vi var ca. 40 personer samlet til lovsang og forkyndelse. Vi glæder os hver gang, vi kan være sammen med vore kristne rumænske venner, det er en inspiration, at se den glæde og det engagement der lægges i disse samlinger.


På marked
             Først på formiddagen var vi til marked i udkanten af Onesti.        Billeder er fra markedet, det siger vist mere end ord.
Så går det hjemad med en nyindkøbt ko










Den gamle konges slot
Fra centrum af Brasov


fredag den 21. september 2012


Fredag d. 21.09.

Det har været en af de lidt mere rolige dage i dag. Vi har kun besøgt 4 skolebørn. Vi har ordnet forskellige andre ting, og så har vi forberedt os til børnemøde i eftermiddag, hvor Britta har det meste af programmet.

Far sammen med en handicappet pige og sin dreng

I nat og i dag har det regnet rigtig meget, og det er første gang i ca. 3 mdr. Træer og græs har allerede fået en meget pænere grøn farve. Rumænerne er glade for vandet, men vi kunne godt have ventet, til vi var kommet til Danmark igen. Vejrudsigten siger, at vi får godt vejr igen i morgen.

For ca. 14 dage siden var Cornel og Elna ude at tale med en familie, som var blevet forslået til at komme i skoleprojekt. De kom ind på alle sider af det, der skulle leves op til og tages ansvar for m.h.t at indgå kontrakt som familie i skoleprojektet, men de talte også i lang tid med familien om vigtigheden af at tage en personlig stilling ang. tro på Jesus. Cornel fortalte, at de var meget lyttende og de kunne fornemme at de var søgende. I går da vi var ude ved den familie, der havde forslået dem til skoleprojektet, fortalte de, at far og mor fra familien havde været i deres kirke (pinsekirken i Doftana) og de havde bekendtgjort, at havde givet deres liv i Jesu´ hænder. Vi har set mange gode effekter af projektet, mange mennesker spørger ind til kristendommen. Hvad er det der gør at I besøger os,  spørger de. Vi fortæller, at vi er sendebud for Jesus, vi ønsker at vise dem, at Gud kender deres situation, og han er interesseret i dem og deres liv.

Typisk hus på landet

I går bad vi sammen med flere af familierne, mennesker som aldrig havde kendt til, at man kunne henvende sig direkte til Gud, men også sammen med mange kristne venner. Gud velsigner og viser os nye veje, evangeliet forkyndes for fattige, og rigtig mange giver udtryk glæde og håb.        

          

 

Besøgene i dag var i den katolske landsby tæt på Onesti, mange mennesker her bekender sig til den katolske tro, og vi fornemmer et vist trosfællesskab, men der er også mange ”ikke troende” i landsbyen. I sådant hjem var i formiddag, et sted hvor håbløsheden både åndeligt og materielt, var til at få øje på. Tre familier i et hus, et hjem uden f.eks. stole, en meget stærk lugt i rummet, og intet håb at se, og dog drengen der er i skoleprojekt var frisk, og svarede kvikt på vore spørgsmål. Han blev ked af det, da han hørte at skolen var aflyst, han kørte med os ned til skolen, for at være helt sikker. Drengen ville hellere i skole, end at være hjemme. Det kan jeg godt følge ham i.

I morgen starter dagen med en tur på alt-mulig marked i udkanten af Onesti.

Familiefest sammen med familien Pascu - Oana og Ionut er kommet hjem fra Norge