Mandag d.17.09

Skoleåbning i Onesti

I dag er det første skoledag efter ferien, ja og første skoledag for dem der skal begynde i skolen. Det vrimler med skolebørn overalt i byen, og det fleste er i deres nye skoletøj. Det er en stor dag, forældrene er med børnene i skolen, og der bliver holdt mange, og for det meste lange taler. Forældrene er meget stolte af deres fine børn.  Jonathan og Sara er også begyndt i skolen i dag, Jonathan skal i 3. klasse og Sara i 0. Cornel er præsident (formand for forældrene) i Jonathans klasse.

Kl. 14.30 køre vi til Praela, vi skal møde tre familier, der til sammen har 5 børn i skoleprojekt. I Praela skulle vi grille hos familien Ijac, men det blev lavet om. I Rumænien kender ingen dagen før solen går ned, men det gør man vel for resten ingen steder.

Når man kører til Praela kører man ad den vej, der går op mod Ceaușescu jagtslot. Når Ceaușescu, i gamle dage, skulle på jagt der oppe, skulle alle huse på vejen males, haverne skulle ordnes, og have- og markafgrøder blev lagt ud ved vejen, så han kunne se hvor godt det gik alle vegne. Man stillede også kunstige butikker op langs vejen, med alle slags varer i, når så jagten var forbi og Ceaușescu var kørt hjem igen, blev det alt sammen pakket ned. Hvor stort et bedrag.

Børn af meget fattig familie

 

I Praela skal vi besøge tre familier med børn i skoleprojekt, i de tre familier ser vi den forskellighed der kan være på familierne.

Den første familie levede fra hånden til munden, 9 børn og far nede at plukke vindruer i nærheden af Focani. Families far drikker ret meget, og ofte får hans kone tæsk, når han kommer fuld hjem. Børnene ser noget forhutlet ud, og ofte må de gå sultne i seng.

Familiens børn var lidt bange for os i begyndelsen, fordi der for nogle måneder siden, var kommet nogle fremmede, de besøgte nogle familier i området, og i den forbindelse blev der flere børn væk, og de har ikke set dem siden. Formentlig stjæler og tigger drengene et eller andet sted i Europa og pigerne bliver udnyttet af perverse mænd.

Vi fik dog beroliget dem, og alt var fryd og gammen, da vi stak dem 200 Lei fra vores Genbrugsbutik i Tylstrup. Det er det beløb alle de familier vi besøger får. Det er i danske penge godt 300 kr. det lyder måske ikke af så meget, men når manges dagløn er omkring 30 kr. er det nu ikke så ringe endda.

Den anden familie vi besøgte var helt anderledes, far arbejde i skoven, børnene var rene og pæne. De levede under fattige vilkår, men her var en familie hvor man hjalp hinanden. Mor var en energisk og meget frisk kone på 30 år, der var fire børn i familien.  Det er altid en god oplevelse at besøge en sådan familie, hvor man ser at tingene kan lykkes, selv om livet er svært. De var meget taknemmelige.

Spisning hos familien Ijac

Den tredje familie var bare hel suveræn, vi var inviteret på middag, den bestod af dejlig suppe og andesteg, men ikke som vi får den til jul. Anden var stegt og vi fik kogte grønsager til og en ”lille skarp”. Det er en utrolig velorganiseret familie, glæden ved at have os på besøg lyser ud af øjnene på dem, men de udtrykker også gang på gang glæden ved, at vi hjælper deres pige i skoleprojekt.

Cornel og Britta taler med fattige børn

Familien er tilsluttet den katolske kirke og Oana (skolepigens navn) medvirker i et kor, hvor hun spiller guitar. Hun synger et par sange for os, og med Cornel på guitar synger vi sammen nogle lovsangskor. Sidst på middagen kommer faderen hjem fra arbejde i skoven, han har taget fri fire timer før fyraften, bare for at møde os. Det siger noget om den taknemmelighed, der er i denne familie. Det er med stor varme i hjertet og med megen glæde, vi tager afsked med dem, men vi må love at komme en søndag næste gang, så er alle hjemme, og vi kan blive der noget længere, og så kan vi grille ude i naturen.

De er helt alene hjemme

På vejen hjemad siger Cornel, skal vi ikke lige besøge Alin og hans familie. Alin er med penge fra Tylstrup Genbrug blevet opereret. Han er født med to meget skæve ben, særligt det højre var helt skævt, og der var ingen hæl på det.

På vejen hen til Alin kommer vi forbi et hus, hvor der løber nogle børn uden for, huset ser ikke ud til at være beboet, men det er det. Her bor en familie med 11 børn. Det er chokerende at se. Børnene er alene hjemme, overladt til sig selv, vi giver dem lidt penge så de kan gå hen til et brødudsalg og købe lidt brød. Da vi kom ind i bilen igen sagde Cornel: ”Jeg fik det sådan, at vi skulle dreje til højre ude ved vejen”. Han rummer mange ting den Cornel.

Da vi kommer op til Alins familie, er Alin ikke hjemme, han er nede at spille fodbold sammen med nogle andre drenge. Da faderen sagde det, løb det koldt ned ad ryggen på mig, Alin kunne spille fodbold. Det var det der var vores vision med at hjælpe ham, at han kunne komme til at spille fodbold lige som andre drenge. Alins far hentede ham og han kom løbende hjem, og var godt forpustet. Alin var en rigtig krudtugle, i sving med et eller andet hele tiden. Det var som om han skulle når alt det, han var gået glip af de første 5 år.

Noget af Alins (i grøn bluse) familie + to danskere

Nu er dagen så slut, vi er godt fyldte op, oplevelserne snurrer rundt i hovedet og de mange syns- og lugteindtryk sidder stadigt ”in the memory”.

Så selv om vi gik glip af grillmad, var den en rigtig god dag, vi fik gjort mange mennesker glade, og vi fik del i den velsignelse, det er at give.