Tirsdag d. 18.09.

Først på formiddagen skal vi på skolebørns besøg i Onesti. Pigen der her er i skoleprojekt mistede sin far og to onkler, for flere år siden, ved en minibus ulykke i nærheden af Onesti. Hendes mor arbejder i Grækenland, og nu bor hun hos sin mormor. De er meget, meget taknemmelige for hjælpen, og siger gang på gang tak, vi får også nogle gaver, som udtrykker deres glæde.

På skolebørns besøg i Onesti

En af de gaver vi får er en flaske tvika. Rumænien er tvikaens hjemland, det er en stærk alkoholisk drik, som udvindes af blommer, lidt ligesom dansk snaps. Det smager ikke godt, men det virker. Hvis vi skulle drikke al den tvika vi får i Rumænien, blev det ikke til mange besøg, vi tager en lille mundsmag, for at vise vores gode vilje, men det smager altså rædselsfuldt. Nogen laver også tvika og tilsætter kirsebærsmag, så er den mere tilnærmelig, men alligevel ikke noget at skrive hjem om, men det har jo så allerede gjort, så ikke mere tvikasnak.

Familien kommer ind imellem til Cornels møder i Onesti, selv om mormoderen er meget ortodoks religiøs, der står et lys og brænder i køkkenet hele dagen, og så beder hun til jomfru Marie med mellemrum.

Vi spørger: Om vi må bede sammen med dem, det er de meget glade for vi vil, og vi nedbeder Guds velsignelse over den lille familie. Mormor fortæller bagefter, at sidste gang vi bad sammen med hende, havde hun en stor oplevelse, hun følte en dejlig varme i hele kroppen, som steg op igennem hende fra benene af. Hun var meget berørt af den oplevelse.

Det er et af de mange steder hvor vi fornemmer, at den hjælp de får over flere år, virker på en fantastisk måde. Nu har vi besøgt denne lille familie mange gange, og vi kender efterhånden hinanden, vi kan efterhånden tale om mere end lige dagen og vejen. Vi kan komme ind på familieproblemer, børnenes trivsel, den ”evige” økonomi, sygdom osv.

Vi kører fra det hjem med en god fornemmelse i maven.

Til middag spiser vi på den lille restaurant, hvor vi gennem vinteren har bespist fattige og hjemløse. Vi får et godt måltid mad, og da vi sidder og ”slår mave” efter middagen, kommer der en ældre herre og spørger om han må spise Cornels madrester. Cornel siger at han vil bestille en ret til ham, og mens han venter på maden, spiser han Cornels madrester. Inden vi får set os om, sidder der endnu tre sultne herrer ved bordet, så bestillingen bliver rettet til fire middage. Da vi går, ser de vældigt tilpasse ud.

Den første mand der kom, så godt ud, lignede en ældre pæn herre, var nogenlunde pæn i tøjet, men han vidste ikke hvad han skulle spise i dag. Det er tragisk at være vidne til.

Besøg i Casin

 

Efter middag kører vi til Casin, der ligger ca. 15 km i østlig retning. I Casin skal vi møde to familier med hver to børn i skoleprojekt. Igen bliver vi mødt med stor taknemmelighed, med glæde og med tårer. De her familier har mange store problemer at slås med, er det ikke familiære, så er det økonomiske eller sygdom. Det er altså ikke let for os at forstå, at lægen ikke vil tage sig af en patient, hvis ikke der en seddel ”under bordet”, at læren ikke tager sig ordentligt af et barn der er ”lidt bag efter” uden at der falder en eller anden erkendtlighed. Jeg afskyr det system.

Ved den ene familie møder vi også, det efterhånden, evige problem, at faderen er rejst til Italien for at finde arbejde, de har ikke hørt fra ham i 6 år, her i eftersommeren er mor også rejst til Italien for at finde arbejde, deres bedstemor tager sig af dem, men flere timer om dagen må de passe sig selv. Bedstemor er en meget sød dame, men ingen kan vel erstatte en mor. Børnene ser ud til at savne deres mor, de ser noget triste ud, og der er ingen glans i deres øjne. Deres bedstemor fortæller, at hun har tolv børnebørn, og med sorg i stemmen siger hun: ”Og jeg får nok flere”. Vi danske bedsteforældre ville blive glade for flere børnebørn (det er jo det bedste vi har), men denne bedste ved, at hendes børnebørn vil få dage, hvor de sulter, eller skal savne far og mor, og ikke få den omsorg som børn skal have. Derfor har hun sorg i stemmen.

Eksperthjælp i Casin

 

Da vi så skulle hjem mod Onesti, var der ingen strøm på Cornels bil, og den ville ikke starte. Men da er det en fordel at være i Rumænien, hurtigt er der en seks, otte mennesker til at fortælle og sige på, men det kan godt tage en rum tid, at få sat noget praktisk i værk, men man bliver i hvert fald ikke overladt til sig selv.

Efter megen parlamenterende frem og tilbage, og efter at have stoppet en masse biler, lykkes det os at få strøm på bilen, og det gik fint hele vejen hjem til Onesti.

Nu vil det så bare ”bye´ sig” (jysk) i morgen.