Så er vi hjemme igen.

Efter en god og planmæssig hjemrejse, sidder jeg nu i Tylstrup og evaluerer turen, og de opgaver vi skulle løse i Rumænien.

Det er måske ikke det smarteste, at man evaluerer sig selv, det kan selvfølgelig blive lidt fordrejet indtryk, man giver.

Projektfamilie

Skoleprojektet er et rigtigt godt projekt, det fungerer på (næsten) alle måder, som vi ønskede det skulle fra starten. Tilbagegangen i den globale økonomiske situation, gør dog at nogle af børnene i de sidste to år har, har forladt skoleprojektet, før vi kunne ønske det, enten for at finde arbejde i udlandet, eller for at hjælpe familien.

Nogle familier kan simpelt hen ikke undvære den lille indtægtskilde, som barnets arbejde kan give.

Det at skaffe mad fra den ene dag til den anden, optager al tid og alle ressourcer, så man har ikke overskud til at tænke de langsigtede tanker, som f.eks. barnets uddannelse. Vi talte med en familie som havde 7 børn, nogle aftner var de nødt til bare at drikke the. Det var deres aftensmad.

Det er ikke så let at motivere og vise sådanne familier, at barnets fremtid er bedre sikret med en uddannelse. Hvis vi kan motivere forældrene, lykkes projektet altid.

Det er dog langt de fleste af børnene fra projektet der tager 12. kl., hvilket er det samme som 3.G.

Flere af de unge (mest pigerne) tager nogle videregående uddannelser, på nogle specielle fagskoler. Det er flot, for det er ikke let. Mange af børnene skal betale 200 – 300 kr. i transport om måneden, kun de dygtigste får refunderet transportudgifter.

Dorthe og Cornel med regnskab og bon'er for skoleprojektet

Besøg, indkøb, information og kommunikation står Dorthe, Cornel og Elena for. Det er et suverænt arbejde de udfører, de har meget god kontakt, med de fleste familier, og har familiernes fulde tillid. Det kan simpelt hen ikke gøres bedre. Efter at vi har besøgt børnene og talt med forældre, forstår vi, at den kontakt er meget vigtig for dem. Det er et stort arbejde, der kræver en del ressourcer, og især Elena gør et meget fint job med familiekontakten.

Jeg vil gerne på disse sider sige tak til vore engagerede medarbejdere i Rumænien, uden det kæmpe arbejde og den entusiasme de lægger i projektet, var der meget store chancer for at noget ville mislykkes. TAK

Den sidste aften talte Britta og jeg om, at vi blev mere og mere glade for at være danskere, at kunne forlade Rumænien og tage hjem til vore trygge hjem og omgivelser i Danmark. Bare at skulle købe ind til at bage en kage, kan være vanskeligt, måske skal man i tre butikker for finde hvad man skal bruge. 1 gang om måneden bruger Cornel en dag på at betale regninger, el, gas, vand m.m. på mange forskellige kontorer, ofte med to tre timers ventetid. Sundhedsvæsnet er også en historie for sig selv, hvis ikke man betaler ”et lille tilskud” kan man ikke altid være sikker at blive behandlet optimalt. For familier med mange børn, eller megen sygdom, har sådanne omstændigheder store konsekvenser.

Britta med børn fra Caiuti

Ind imellem kan man godt føle sig dårligt behandlet i Danmark, eller systemet er for ”firkantet”, eller at de gamle ikke bliver behandlet efter fortjeneste osv., men efter nogle dage i Rumænien, kan man godt leve med sådanne skavanker.

Vi er nu hjemme – godt trætte i hovedet, og tankerne løber noget i ring, men om nogle dage begynder de forskellige oplevelser nok at boble op. Vi er glade og tilfredse – missionen lykkedes.