lørdag den 24. november 2012


Udvandring – et sygdomstegn
Af Arne Hansen

Fra Danmark udvandrede der tusindevis mennesker i sidste halvdel af 1800 og helt op til begyndelsen af 1. verdenskrig. Man regner med, at ca. 300.000 personer udvandrede i den periode til USA, og ca. 270.000 af dem bosatte sig i USA. I Danmark var indbyggerantallet på dette tidspunkt ca. 2 mil., så det var en ret stor % af befolkningen, der søgte udenlands. På Lolland og Falster udvandrede ca. hver 10. person.
Der var selvfølgelig flere forskellige årsager til denne udvandring, man taler om Push (skubbe væk) og pull (trække til) effekter.
Dengang var push-faktorer f.eks. stor befolkningstilvækst, arbejdsløshed, marginalisering af de fattig. Pull-faktorer kunne være, at man så USA som et lykkeland, mulighed for socialt opgang, og man kunne tjene mange og hurtige penge.

Når man i dag iagttager den store indvandring der er fra Rumænien, er der mange af de samme faktorer der gør sig gældende, der er i hvert fald både nogle push- og pull-faktorer, der resulterer i, at så mange rumænere søger vest på.

Push-faktorer.
Når mange mennesker forlader deres hjemland, kan der være mange faktorer, der gør sig gældende. Årsagen til at så mange søger lykken i Vesteuropa, kan være mange, men især nogle nedenstående grunde, gør sig gældende.
·         Arbejdsløshed og fattigdom.
·         Ingen fremtidsudsigter
·         Korruption og tillidsbrud

Arbejdsløshed og fattigdom
Den gennemsnitlige arbejdsløshed i Rumænien er på ca. 8 %, men i nogle områder af landet og i landbefolkningen er det tal langt højere. I Nordøstrumænien er tallet nok snarere i nærheden af 30 %, det er da også fra det område, der er flest der rejser til udlandet. I store dele af det nordlige Rumænien, er der flere landsbyer, hvor der næsten ikke er mænd tilbage.
Med i arbejdsløsheds statistikkens tæller nok heller ikke dem, der ikke har fast arbejde, men finder nogle timer fra dag til dag.
Fattigdommen er også en stor push-faktor. Langt hen ad vejen er den jo også afhængig af arbejdsløsheden, men også de lave lønninger og de stigende fødevarepriser udhuler de i forvejen meget lave lønninger. I de sidste år er mange leverandører af vand, el, gas o.s.v. blevet privatiseret, og det er resulteret i meget høje prisstigninger på disse ydelser.
Disse prisstigninger er årsag til, at mange mennesker må fraflytte deres bolig, og må genhuses i meget, meget dårlige boliger.

Ingen fremtidsudsigter
På grund af de ovenstående faktorer, ser mange rumænere negativt på fremtiden, de mister motivationen og livsgnisten, og ser ingen mulighed for at skaffe mad og bolig til familien. Den sidste overlevelsesmulighed, er for mange, at en eller flere fra familien får arbejde i udlandet.
Mange tusinde af dem der har en god uddannelse, kan ikke tjene penge nok i Rumænien, derfor er der flere og flere der rejser vest på. Selv med en god universitetsuddannelse kan man ikke tjene så meget i Rumænien, som man kan ved f.eks. at passe grise, eller køre med reklamer i Danmark.

Korruption og tillidsbrud
En stor stressfaktor for mange mennesker i Rumænien er korruptionen, som, selv så mange år, efter systemskiftet først i 1990’erne, stadig trives i bedste velgående. I store dele af de offentlige og statslige systemer er det meget svært at komme igennem, hvis ikke der udbetales penge ”under bordet”. En af de steder hvor dette galskab florerer tydeligst er i sundhedsvæsnet, den der kan give læger ”en bonus” kommer først i køen, og får den bedste behandling. Ofte kan man slet ikke komme til, hvis ikke der gives sorte penge.
I det hele taget kan tilliden til de statslige systemer ligge på et meget lille sted, man bliver skuffet over en eller anden skrankepave, der ikke tager den fattige alvorligt, dem der ikke kan give lidt ”smøring”, er meget ofte dårligt stillede. Det samme gælder stort set hvad angår politikere.

Pull-faktorer
Selv om der selvfølgelig er en masse gode grunde til at blive i Rumænien og hos sin familie, er der meget, der virker tiltrækkende på en stor gruppe mennesker i Rumænien.
Det er bl.a.:
·         Eventyret om mange penge.
·         Social optur.

Eventyret om mange penge
Rigtig mange rumænere tror, at lykken ligger et eller andet sted og venter i Italien, Spanien, Tyskland, Danmark eller et andet sted i Vesteuropa. Ind imellem kan man godt have på fornemmelsen, at de tror ”penge vokser på træer”, så når man har brug for nogle, kan man bare plukke ned. Man ser et stor og rigt eventyr forude. Drømmen om sådanne tilstande lever i bedste velgående, og da der er mange rumænere fra landbefolkningen, der samtidig ikke er så godt uddannet, har sådanne rygter og påstande god levedygtighed i disse områder.
For mange bliver oplevelsen en helt anden, man møder mennesker der vil udnytte dem, der fortælles om store penge, og gode boligforhold, men det bliver tit et møde med løgn, udnyttelse og boligforhold, der ligner det, de kommer fra. Disse historier trives ikke så godt, man er ikke meget for at indrømme, at man blev snydt.
En anden faktor, som man ikke får fortalt, er den ret høje skat, større udgifter til bolig og mad m.m.

Social optur
Dem der kæmper for det, og er indstillet på at arbejde hårdt under alle forhold, kommer da også hjem med mange penge. I f. eks. Danmark kan man tjene ca. 10.000 kr. efter skat, på at dele reklamer og aviser ud. For mange af de rumænere, der har arbejde i Rumænien, er en månedsløn på omkring 1000 kr. en rimelig løn.
Når rumænere så kommer hjem igen, efter nogle måneders arbejde i udlandet, kan de købe ny mobil, begynde at bygge hus, eller købe en flot bil, eller købe mærkevare i sko og tøj. Da disse mange statussymboler betyder meget i Rumænien, får man i lokalsamfundet straks en bedre social status, hvilket kan åbne veje for nye indtjeningsmuligheder.
Drømmen om at kunne købe alle disse mange rare sager lever meget højt blandt fattige rumænere, ja det kan nærmest være en besættelse.
Det man dog tit ser, er at mange formøbler sine surt tjente penge, i løbet af meget kort tid, og så skal man enten af sted igen, eller leve som før.




Ingen kommentarer:

Send en kommentar