Tirsdag d. 25.09.

Hos familie i udkanten af Onesti

Jeg sidder her en sen aften, godt træt i hovedet, det har været en lang og begivenhedsrig dag. Den slutte i Albele med spisning ved Lidia og Ion ved 20 tiden.

De forskellige indtryk har ikke rigtig fæstet sig endnu, det hele snurrer bare rundt i hovedet. Men skal jeg i korthed sammenfatte alle dagens indtryk er det først og fremmest glæde, glade børn og familier, der føler det som et stort privilegium at være i Missionsforbundets skoleprojekt. Man kan ikke blive træt af at se glade mennesker. Det næste store indtryk er taknemmelighed, nogle giver udtryk for det med fine ord, andre med et stille smil og mange med en lille (naturalier) gave, valnødder, en flaske mælk, kage og mange andre ting. Vi fornemmer en stor og dybtfølt glæde over vort besøg. Når man kommer fra det nordlige Jylland, hvor taknemmeligheden udtrykkes i noget mindre doser, så er det berigende at opleve rumænernes store ord og mange gaver.

Der plukkes druer

Næsten alle rumænere, der bor på landet, brygger i disse dage vin, inden vinen gærer er der en dejlig vindruesaft juice, den har jeg i dag fået serveret så meget af, at min mave er helt ”sur” og kommer med en ildevarslende knurren. Denne juice kalder rumænerne ”Must” og der er et nyt ord vi har lært i dag. Tak hedder på rumænsk ”multumec” men vi har i dag omdøbt det til ”mustumesc”

Da vi nu kun mangler at besøge to familier i skoleprojektet, kan vi allerede nu konkludere at Missionsforbundets skoleprojekt i Rumænien er en succes. Hjælpen over en længere periode er en suveræn måde at hjælpe på, man kan se den udvikling. der sker og man får et dejligt og godt bekendtskab og tillidsforhold. Flere af de piger der begyndte som små søde piger, er nu flotte store og unge piger, og flere af dem med ambitioner om at nå længere end den obligatoriske uddannelse.

På vej til Albele

For de unge der bor på landet, er transportudgifter dog en større og større udfordring, når de f.eks. skal tage de ”store” klasser i Onesti.

Jeg er en smule stolt og glad over, at vi nogle dage i 2004, hjemme i Bethaniakirken i Tylstrup og sammen med Cornel, udviklede et projektforløb, der senere dannede rammen for Missionsforbundets Skoleprojekt i Rumænien. Det er stort når man ser tilbage, og opdager at kunne se Guds finger forløbet.

Der er kæmpet mange kampe, grædt mange tårer, tændt mangt et håbets gnist, der er slugt nogle kameler, set megen sorg og med underen har vi erfaret, at nogle mennesker havde en anden dagsorden, end den der var vor. Men konklusionen p.t. kan kun blive (med chance for at det er set gennem farvede briller) et rigtig godt indtryk. Det forandrer familier, og bringer håb og glæde til rigtig mange mennesker.

Vi sluttede dagen hos Lidia og Ion i Albele (alle der har været i Albele har spist hos dem) to fantastiske mennesker, der ud over alle grænser er gæstfrie. Den gæstfrihed og opofrelse som man møder her, har jeg ikke mødt nogen andre steder i verden. Her på siden vil jeg også rette en speciel tak til jer (de ser det nok ikke, for i Albele er der ikke mange på nettet) I er et forbillede for mange mennesker, og jeres gæstfrihed er vi mange der kan lære meget af.

Hos vore gode venner i Albele

Det der med lopperne, jeg skrev i går, var åbenbart bare ønsketænkning, det er begyndt at klø nye steder igen i dag.